Nej tak til gratis reklame

Posted on dec 5, 2008 | Kommentarer lukket til Nej tak til gratis reklame

På min blog BabyBusiness.dk skriver jeg om alverdens emner, der kan have relevans for gravide og småbørnsmødre. Jeg er altid meget åben for forslag, ideer og tips fra min læsere.

Forleden skrev en læser til mig, at man hos IdaT (dansk børnetøjsmærke) kan melde sig ind i deres Mama Club, og så få en velkomstpakke samt få info om IdaTs lagersalg. Alle elsker lagersalg! Mine indlæg, hvor ja annoncerer lagersalg, er altid meget læste.

Derfor ville jeg selvfølgelig skrive et indlæg om IdaTs Mama Club. Som sagt så gjort. Jeg skrev indlægget søndag d. 30. nov. og indsatte også et link til det i mit nyhedsbrev, der udkom mandag d. 1. dec.

I dag modtager jeg så en mail fra Ida T “herself”. Hun skriver, at hun er blevet gjort opmærksom på, at jeg har kopieret tekst fra hendes hjemmeside (det har jeg også OG angivet kilde) samt anvendt et foto fra deres PR-materiale (som vel lægger på IdaTs site netop til at downloade til PR brug?!).

Ida skriver, at jeg ikke har fået hendes samtykke til at skrive et indlæg af den art og ej heller spurgt om jeg måtte anvende deres billede. Jamen forstår søde Ida slet ikke, at mit indlæg er guld værd for hende? Det er gratis trafik og markedsføring fra BabyBusines.dk direkte til www.idat.dk

I mit statistiksystem kan jeg se, at jeg på fem dag har sendt 210 besøgende fra BabyBusiness.dk til Idat.dk. Det ville jeg da elske, hvis jeg var IdaT!

Men naturligvis skal ingen tvinges til at få reklame. Du er til enhver tid i din ret til at frabede dig reklame for din forretning på BabyBusiness.dk.

Jeg har nu fjernet mit indlæg om IdaT og deres Mama Club, så de ikke længere besværes med besøgende sendt fra BabyBusiness.dk.