For lidt tid tilbage skrev jeg om min gode erfaring med at ændre “emne” – dvs. ordlyden af emnefeltet på nyhedsbrevet i modtagernes indbakke.
Det var på BabyBusiness.dk, at jeg eksperimenterede med en ny ordlyd end “BabyBusiness Nyhedsbrev uge xx, 2009”.
Så ville jeg lige teste samme koncept på mit JuniorBusiness Nyhedsbrev. Skrev to gange en anden tema linje. Det ene nyhedsbrev hed noget med “Genvej til kalendergaver” og det andet noget med “Rabatter til dig og dine”. Umiddebart nogle “best sellers” emnelinjer. Men nej. Begge nyhedsbreve fik i min statistik klager! Noget, som jeg meget, meget sjældent oplever. Ud fra statistikken kan jeg ikke aflæse, hvad klagerne går på. Kun, at der er kommet “complaints” retur fra nogle modtagere.
Min lille personlige analyse er, at mit nyhedsbrev så nok alligevel kom til at lugte for meget af reklame. Så jeg er gået tilbage til at kalde mit nyhedsbrev for JuniorBusiness Nyhedsbrev (det gør jeg også ved BabyBusiness Nyhedsbrev). Så er læserne da ikke i tvivl om, hvad de får!
Nu vil der sidde nogen og tænke “Jamen dine nyhedsbreve er jo ren reklame”. Desværre nej! Noget af indholdet er – det meste er ikke. Glæder mig til den dag, hvor jeg tjener penge på hvert et ord, som jeg skriver! Så giver det hele endnu bedre mening.

