Nu Årets Vovehals 2009
“Jeg beundrer dit modige spring som professionel blogger, og syntes du har lavet et par fantastiske blogs (www.babybusiness.dk og www.juniorbusiness.dk), som jeg tjekker flere gange om ugen for at se om du har lavet et nyt spændende indlæg, så jeg har valgt at indstille dig til Ivækstprisen Årets Vovehals.
Du fortjener virkelig stor anerkendelse for at springe ud som Danmarks første professionelle blogger! Jeg er ikke et sekund i tvivl om at der sidder mange forældre ude i Danmark, som har stor glæde af dine letforståelige og informative indlæg.”
Sådan lød den mail, som jeg modtog fra Therese Svendsen www.mingraviditet.dk ultimo juli 2009.
Jeg anede ikke, at der fandtes sådan en pris! Men var/er naturligvis beæret over, at Therese valgte at bruge tid og energi på at indstille mig til prisen hos IVÆKST .
Hvem er IVÆKST
Formålet med IVÆKST er at hjælpe nyetablerede og mindre danske virksomheder med at skabe vækst og udvikling. IVÆKST er et rent privat initiativ og bygger på en bred ejerkreds, der er eksperter indenfor områder som økonomi & skat, IT, administration, tryghed, finansiering og salg. Når hele virksomhedens dagligdag skal hænge sammen, står en række toneangivende spillere parat: KPMG, DANA og Mamut. Sammen leverer de tre partnere gennem IVÆKST viden og inspiration til danske vækstvirksomheder – helt gratis.
I dag, den 16. december 2009, har jeg, efter en lang afstemningsperiode op imod mange gode kandidater, vundet prisen som Årets Vovehals. Fantastisk!
Spænding til det sidste
Afstemningen blev afsluttet d. 16. november 2009 og var mørklagt i spændingens tegn den sidste uge, hvor det var muligt at afgive stemmer.
I bedste “Oscar stil” var alle nominerede inviteret til eftermiddagens arrangement hos Berlingske Media uden at vide, hvem der havde vundet. Før den aktuelle vinder blev kaldt frem til “scenen”.
Der blev uddelt følgende iværksætter priser til Årets Overlever, Årets Væksteventyr, Årets Vovehals, Årets Kvindelige iværksætter, Året Unge håb og Året Idealist blev uddelt.
Øje for iværksættere
Jeg kunne forstå, at det kun er 2. gang, at Iværksætterpriserne bliver uddelt. Måske derfor jeg ikke kendte til den på forhånd? Eller måske fordi jeg først sidste år (august 2008) opsagde mit gode faste lønmodtagerjob til fordel for at blive iværksætter. Der før var det meget begrænset, hvad jeg opsøgte af viden om og for iværksættere!
Meget er sket siden jeg sagde mit job op, og med megen overbevisning i stemmen bad min bankrådgiver om et lån, så jeg kunne stifte BlogBusiness ApS og samtidig leve fra virksomhedens dag 1.
Det stod hurtigt klart, at min bankrådgiver på stedet ville forære mig en pris som Årets Tåbe! Alligevel kom jeg fra banken med et lån på 200.000 kr. Det har jeg klaret mig for siden. For pengene strømmer ikke ind, endnu, og jeg er ikke gift med en stor fed tegnebog på to ben.
Men jeg troede på min forretningsidé – og min kæreste gjorde endnu mere. Han bakkede 100% op om mit ønske om at blive professionel blogger.
Jeg underdriver ikke, når jeg fortæller, at det faktisk kun var mig selv og min kæreste, som troede på liv i BlogBusiness.dk.
“Kan du leve af det?”
“Vil du virkelig opsige dit vellønnet job med super pensionsordning til fordel for så stor usikkerhed?”
Det var redaktionen hos mange. Og ja, det ville jeg. Satte alt på ét bræt og vovede springet. Vel kan jeg stadig få svedige håndflader over, at jeg ikke nær tjener, hvad jeg gjorde som lønmodtager, og at pensionsopsparing er en by i Rusland. Men jeg brænder for mit arbejde. Brænder for at vækste min forretning. Og jeg er fuldt overbevist om, at det går i den helt rigtige retning!
Fra afklaret til rørstrømsk
Jeg syntes, at jeg var meget afklaret, som jeg sad der på stolerækken og lyttede til hvem, der hver især blev Årets Overlever og Årets Væksteventyr. Hvor var det godt gået! Hvor var de gode!
Da så turen kom til uddeling af Årets Vovehals, kunne jeg sagtens mærke spændingen i maven.
Undervejs i afstemningsperioden havde jeg jo bandet afstemningsformen langt væk. Syntes, at det var en kæmpe barriere, at man skulle oprette sig som bruger, for at kunne stemme. Var også slemt skuffet over, at enhver kunne oprette sig. Dvs. uden f.eks. at indtaste en reelt eksisterende emailadresse. Det dur ikke. Jeg elsker folkelige afstemninger (uden eksperter, der afgør resultatet), men desto større er brugervenlighed samt sikkerhedsniveau også nødt til at være.
Så blev der sagt: Årets Vovehals: 2oo9 er Anette Tvedergaard Madsen, BlogBusiness.
Juhuuuuuuu! Jeg gik fro op til scenen! Fik min flotte buket blomster, min “statuette” i form af en glasplade, en god startpakke fra Mamut til en værdi af 22.ooo kr. og en mobiltelefon fra DANA. Tak, tak og tak!
Takketale
Jeg havde ikke forberedt en takketale. Startede med småironisk at ville donere min glasplade til min bankrådgiver. Fortalte om de udfordringer, der havde været på min vej og så sluttelig hvor altafgørende det har været for mig med en kæreste, som klapper mig på skulderen og også sparker mig bagi, når udfordringer og usikkerhed i glimt kan fylde for meget!
Så gik det galt. Skulle aldrig have bragt min bedre halvdel på banen – ej heller kigget ned på ham på tilskuerrækken, for jeg blev så rørstrømsk, at jeg bare blev helt opløst i tårer. Typisk mig! Har ufatteligt let ved at blive rørt, og det er ofte lidt af et handicap. Især når jeg gerne ville fremstå ret så “business agtig”…!
Prisens betydning
Men den pris betød pludselig alverden for mig. Det er ikke mange skulderklap man får som enlig iværksætter. Som vovehals. Ingen chef eller medarbejdere, der siger, at man gør det godt. At man rykker! Gør en forskel! Og tit og ofte vægter det ikke rigtig, når kæresten siger, at jeg er god. For ja; det skal han om nogen da synes!
Derfor gør prisen en forskel. Fordi det er ALLE MULIGE ANDRE, der giver mig et skulderklap! Hvor er det fedt.
Og hvor er det skønt forhåbentlig at kunne give en masse gode mennesker med en iværksætter i maven troen på, at de kan. Spring ud i det. Følg din drøm og gør den til virkelighed. Det er hårdt arbejde – men frugten er også dobbelt så sød!
Tak Therese! Og tusind tak til alle jer, der stemte på mig som vinder af prisen.
Read MoreAfgiv din stemme til Ivækstprisen 2009
Håber du når frem til stemmeurnerne… For personligt synes jeg, at det er endog meget besværligt at afgive sin stemme.
I bedste valgkampagnestil vil jeg selvfølgelig opfordre dig til at stemme på undertegnet, når Ivækst uddeler ærefulde priser til danske iværksættere 2009. Jeg er nomineret i hele to kategorier. Årets kvindelige iværksætter og Årets vovehals. Det er jeg meget stolt og beæret over. Sikke en fjer i hatten at kunne bryste sig med den pris. Stor tak til de, der har indstillet mig!
En ting er, at du skal tilmelde dig som bruger for at kunne stemme. Det er klart en hurdle for menigmand. Mange bryder sig ikke om at tilmelde sig noget, her Ivækst, som de knap ved hvad er. De vil bare gerne afgive en stemme på deres favorit iværksætter.
Når du så har indmeldt dig som bruger hos Ivækst – afkrydset diverse felter, så står du der i ingenmandsland. Ikke ét link eller et grafisk symbol, der leder den nye bruger tilbage til kandidaterne, som vedkommende jo ønsker at stemme på. Så tilbage til forsiden af Ivækst, hvor du bliver mødt med et “Indstil din kandidat” skilt… Det løb er kørt. Nu er det afstemningen, som det gælder!
Det er muligt at stemme hver dag som samme bruger. Hvorfor? For at få mange sidevisninger velsagtens. Men jeg kan ikke se, at de mange sidevisninger har den optimale værdi for Ivækst.
Brugere der ikke konverterer til kunder (i den ene eller anden forstand) er jo blot en omkostning!
Read MoreÅrets vovehals – måske mig?
I dag fik jeg et vink om, at jeg var indstillet til prisen Årets vovehals. Hvor er det dog stort! Ja, jeg indrømmer gerne, at jeg fik både røde kinder og ører, da jeg læste dette. Om jeg vinder prisen eller ej, så er jeg stolt, meget stolt over, at bare ét menneske sætter sig ned og indstiller min forretning – mit iværksætteri. For som med alt muligt andet; for hver én, der går offentlig med en kommentar, en indstilling etc. – så er der 100, der har haft tanken! Det varmer jeg mig ved denne kølige juli aften.
Ser jeg mig selv som en vovehals? Både og. Meget afhængig af omgivelserne, og i hvilket selskab jeg lige er, når jeg fortæller om mit liv og levned. Jeg har i hvert fald satset alt på et bræt, og besluttet, at man (både man som i jeg – og forhåbentlig mange andre efterfølgende) KAN leve af at være professionel blogger i Danmark. Leve af kun at blogge. Ikke noget med foredrag om aftenen, workshop i weekenden og klummeskriveri for tre-fire aviser og magasiner i ugens løb. Det ville absolut kunne supplere min økonomi. Men nej, jeg er blogger af kød og blod! Vovehalse lever (kun) af at blogge!
Read More



