Jamen jeg leder stadig efter en sponsor, der velvilligt vil kaste en ny computer min vej. Og dette indlæg er faktisk IKKE for at smøre Dell – selv om man kunne tro det! Men i dagens Danmark er det værd at omtale/rose, når man oplever en unik service. Og det synes jeg, at jeg får hos Dell.
Min Dell Vostro 1400 er godt nok ved at være en ældre model. Da jeg købte den, købte jeg også 3 års garanti (der udløber til september…). Garantien inkluderer, at en tekniker rykker ud inden for 24 timer, hvis computeren (og dermed dens ejer) lider nød.
Den varme sommer har taget hårdt på min Dell. Skærmbilledet forsvinder, fordi maskinen simpelthen overopheder, og grafikkortet har vist taget skade i den ombæring.
I går aftes satte jeg min computer en time i køleskab (!). Det hjalp. Da jeg efterfølgende tændte, var der igen skærmbillede. We like it cold – Dell Vostro og jeg!
I går eftermiddags ringede jeg efter en tekniker, for de sort-skærm-udfald var ikke til at leve med. Kl. 10.30 i formiddag ringede den rareste tekniker på døren. Skilte min computer af i atomer. Jeg var nødt til at gå, for det var hårdt at se på. Frygtede jo, at den aldrig blev den samme igen… Men den gode tekniker havde selvsagt styr på, hvad han lavede. Han rengjorde computeren for støv, skiftede bundkort og indsatte noget “køler pasta” (?). Nu spinder computeren igen som en mis. Jeg gør det samme! SÅ dejligt med hurtig og effektiv kundeservice.
Dell er bare lig med service. Jeg har før benyttet mig af deres 24 timers garanti – der er aldrig en finger at sætte på deres arbejde. Fik engang tilsendt en ny printer fordi den jeg havde købt drillede. Jeg skulle bare beholde den gamle, måske kendte jeg en som kunne leve med fejlene.
Sjovt nok hørte jeg så, at Dell har fået elendig kritik af deres service på forbrugerfronten, og kun er stærke på erhverv? Jeg er som erhvervskunde i hvert fald kisteglad.