Pro Blogger – ingen badeferie
Jeg har på det seneste fået flere henvendelser fra læsere af denne blog, som jeg inspirerer til at kaste sig ud i livet som Pro Blogger. Det er jeg naturligvis lykkelig for. Det er jo netop meningen med denne blog. Vi skal være flere Pro Bloggere i Danmark! Men samtidig synes jeg at fornemme på henvendelserne, at jeg måske har fremstillet det at være Pro Blogger som ren badeferie. Det er jeg da frygtelig ked af, hvis det er tilfældet. For sådan er “real life as a pro” altså ikke. Overrasket? Nej vel! Men læs alligevel med neden for.
Det er gratis at drømmen men ikke at leve
Det er et/mit drømmejob at være Pro Blogger, men det koster sved, blod og tårer (eller i hvert fald mange arbejdstimer og ringe økonomi). Som en start. Jeg stiler naturligvis efter at øge min vækst – og det ser også lyst ud i horisonten.
Er et hårdt år 1 ikke bare tilfældet uanset hvad, du kaster dig over som iværksætter? Det føler jeg mig overbevist om. Hører at flere regner med 2-3 år “hårde år”, før det for alvor bliver sjovt (sjovt = fornuftig indtægt).
Nogle bruger flere år andre færre. Tilsat de som har kæmpe succes fra start – og de som har fiasko fra start… Begge lejre findes. Lad os ikke forherlige iværksætterlivet til udelukkende at være en dans på roser.
Et afsæt
Jeg startede ikke fra scratch som Pro Blogger. Da jeg valgte at gå pro havde jeg kørt www.babybusiness.dk på hobbyplan i et par år. Jeg startede altså ikke med 0 besøgende på bloggen. Der var pæn trafik, og det gav mig troen på, at der kunne blive endnu flere besøgende. Og netop antallet af besøgende er alfa og omega, når din primære indtægtskilde er annoncering. Ingen besøgende = ingen annoncører. Hvem gider at eksponere sine varer for absolut ingen?!
Som selvstændig Pro Blogger er det dig, der skal sørge for ALT. Selvfølgelig er der opgaver, som kan udliciteres – men de færreste ligger ud som iværksætter med en stor sæk penge, hvorpå der står til udlicitering/lønninger. Du skal starte et sted.
Min hverdag består ikke kun af det som jeg elsker; nemlig research og blogging. Hurtigt kan det blive en meget lille del i hverdagen, når jeg også skal kontakte annoncører, styre økonomien (fakturering, bogføring, indbetaling til SKAT etc.), arbejde på at synliggøre mine blogs – dvs. online markedsføring, linkbuilding, skrive kommentarer her og der, netværke (nødvendigt som selvstændig) og løbende udvikle bloggens form og indhold.
Jeg valgte ret hurtigt at få en god revisor. De penge er godt givet ud! Det samme gælder i mit tilfælde for SEO (søgemaskineoptimering) og kodning i WordPress.
Som selvstændig, og enmandsvirksomhed, har du som udgangspunkt alle kasketter på selv. Det giver en masse erfaring og viden. Men der er også erfaring og viden, som er for dyrtkøbt, da du umuligt er mester på alle områder.
År 1 som direktør, journalist, bogholder, annoncesælger mm.
Jeg var alene på skansen mit år 1 (2008-2009) som Pro Blogger, men det var ikke holdbart i længden for mig. Jeg ville køre sur i alle de opgaver, som jeg ikke løser optimalt. Hellere bruge mit krudt på det som jeg er god til og brænder for!
Så jeg har nu ansat en projektleder. Næste mål er at ansætte skribenter (journalister/tekstforfattere) samt en god sælger.
Bliv ikke foranlediget til at tro, at jeg da så bare har tjent for vildt i mit år 1 – og derfor nu kan ansætte løs til højre og venstre. Det er ikke tilfældet! Men det er hvad jeg ønsker. Og så tager jeg chancen. Det koster penge at tjene penge, og jeg kan ikke, vil ikke, fortsætte med at være ene på skansen. Tror på, at det bliver endnu sjovere, når “jeg” bliver til flere – og tror selvsagt på, at det er bedste vej til at vækste min forretning. Så må det briste eller bære. Du er nødt til at tage nogle chancer – uden at være dumdristig.
Read MoreNu Årets Vovehals 2009
“Jeg beundrer dit modige spring som professionel blogger, og syntes du har lavet et par fantastiske blogs (www.babybusiness.dk og www.juniorbusiness.dk), som jeg tjekker flere gange om ugen for at se om du har lavet et nyt spændende indlæg, så jeg har valgt at indstille dig til Ivækstprisen Årets Vovehals.
Du fortjener virkelig stor anerkendelse for at springe ud som Danmarks første professionelle blogger! Jeg er ikke et sekund i tvivl om at der sidder mange forældre ude i Danmark, som har stor glæde af dine letforståelige og informative indlæg.”
Sådan lød den mail, som jeg modtog fra Therese Svendsen www.mingraviditet.dk ultimo juli 2009.
Jeg anede ikke, at der fandtes sådan en pris! Men var/er naturligvis beæret over, at Therese valgte at bruge tid og energi på at indstille mig til prisen hos IVÆKST .
Hvem er IVÆKST
Formålet med IVÆKST er at hjælpe nyetablerede og mindre danske virksomheder med at skabe vækst og udvikling. IVÆKST er et rent privat initiativ og bygger på en bred ejerkreds, der er eksperter indenfor områder som økonomi & skat, IT, administration, tryghed, finansiering og salg. Når hele virksomhedens dagligdag skal hænge sammen, står en række toneangivende spillere parat: KPMG, DANA og Mamut. Sammen leverer de tre partnere gennem IVÆKST viden og inspiration til danske vækstvirksomheder – helt gratis.
I dag, den 16. december 2009, har jeg, efter en lang afstemningsperiode op imod mange gode kandidater, vundet prisen som Årets Vovehals. Fantastisk!
Spænding til det sidste
Afstemningen blev afsluttet d. 16. november 2009 og var mørklagt i spændingens tegn den sidste uge, hvor det var muligt at afgive stemmer.
I bedste “Oscar stil” var alle nominerede inviteret til eftermiddagens arrangement hos Berlingske Media uden at vide, hvem der havde vundet. Før den aktuelle vinder blev kaldt frem til “scenen”.
Der blev uddelt følgende iværksætter priser til Årets Overlever, Årets Væksteventyr, Årets Vovehals, Årets Kvindelige iværksætter, Året Unge håb og Året Idealist blev uddelt.
Øje for iværksættere
Jeg kunne forstå, at det kun er 2. gang, at Iværksætterpriserne bliver uddelt. Måske derfor jeg ikke kendte til den på forhånd? Eller måske fordi jeg først sidste år (august 2008) opsagde mit gode faste lønmodtagerjob til fordel for at blive iværksætter. Der før var det meget begrænset, hvad jeg opsøgte af viden om og for iværksættere!
Meget er sket siden jeg sagde mit job op, og med megen overbevisning i stemmen bad min bankrådgiver om et lån, så jeg kunne stifte BlogBusiness ApS og samtidig leve fra virksomhedens dag 1.
Det stod hurtigt klart, at min bankrådgiver på stedet ville forære mig en pris som Årets Tåbe! Alligevel kom jeg fra banken med et lån på 200.000 kr. Det har jeg klaret mig for siden. For pengene strømmer ikke ind, endnu, og jeg er ikke gift med en stor fed tegnebog på to ben.
Men jeg troede på min forretningsidé – og min kæreste gjorde endnu mere. Han bakkede 100% op om mit ønske om at blive professionel blogger.
Jeg underdriver ikke, når jeg fortæller, at det faktisk kun var mig selv og min kæreste, som troede på liv i BlogBusiness.dk.
“Kan du leve af det?”
“Vil du virkelig opsige dit vellønnet job med super pensionsordning til fordel for så stor usikkerhed?”
Det var redaktionen hos mange. Og ja, det ville jeg. Satte alt på ét bræt og vovede springet. Vel kan jeg stadig få svedige håndflader over, at jeg ikke nær tjener, hvad jeg gjorde som lønmodtager, og at pensionsopsparing er en by i Rusland. Men jeg brænder for mit arbejde. Brænder for at vækste min forretning. Og jeg er fuldt overbevist om, at det går i den helt rigtige retning!
Fra afklaret til rørstrømsk
Jeg syntes, at jeg var meget afklaret, som jeg sad der på stolerækken og lyttede til hvem, der hver især blev Årets Overlever og Årets Væksteventyr. Hvor var det godt gået! Hvor var de gode!
Da så turen kom til uddeling af Årets Vovehals, kunne jeg sagtens mærke spændingen i maven.
Undervejs i afstemningsperioden havde jeg jo bandet afstemningsformen langt væk. Syntes, at det var en kæmpe barriere, at man skulle oprette sig som bruger, for at kunne stemme. Var også slemt skuffet over, at enhver kunne oprette sig. Dvs. uden f.eks. at indtaste en reelt eksisterende emailadresse. Det dur ikke. Jeg elsker folkelige afstemninger (uden eksperter, der afgør resultatet), men desto større er brugervenlighed samt sikkerhedsniveau også nødt til at være.
Så blev der sagt: Årets Vovehals: 2oo9 er Anette Tvedergaard Madsen, BlogBusiness.
Juhuuuuuuu! Jeg gik fro op til scenen! Fik min flotte buket blomster, min “statuette” i form af en glasplade, en god startpakke fra Mamut til en værdi af 22.ooo kr. og en mobiltelefon fra DANA. Tak, tak og tak!
Takketale
Jeg havde ikke forberedt en takketale. Startede med småironisk at ville donere min glasplade til min bankrådgiver. Fortalte om de udfordringer, der havde været på min vej og så sluttelig hvor altafgørende det har været for mig med en kæreste, som klapper mig på skulderen og også sparker mig bagi, når udfordringer og usikkerhed i glimt kan fylde for meget!
Så gik det galt. Skulle aldrig have bragt min bedre halvdel på banen – ej heller kigget ned på ham på tilskuerrækken, for jeg blev så rørstrømsk, at jeg bare blev helt opløst i tårer. Typisk mig! Har ufatteligt let ved at blive rørt, og det er ofte lidt af et handicap. Især når jeg gerne ville fremstå ret så “business agtig”…!
Prisens betydning
Men den pris betød pludselig alverden for mig. Det er ikke mange skulderklap man får som enlig iværksætter. Som vovehals. Ingen chef eller medarbejdere, der siger, at man gør det godt. At man rykker! Gør en forskel! Og tit og ofte vægter det ikke rigtig, når kæresten siger, at jeg er god. For ja; det skal han om nogen da synes!
Derfor gør prisen en forskel. Fordi det er ALLE MULIGE ANDRE, der giver mig et skulderklap! Hvor er det fedt.
Og hvor er det skønt forhåbentlig at kunne give en masse gode mennesker med en iværksætter i maven troen på, at de kan. Spring ud i det. Følg din drøm og gør den til virkelighed. Det er hårdt arbejde – men frugten er også dobbelt så sød!
Tak Therese! Og tusind tak til alle jer, der stemte på mig som vinder af prisen.
Read MoreKonkurrencer med indhold
Jeg var egentlig kørt lidt sur i at afholde konkurrencer på min BabyBusiness.dk og i mit BabyBusiness nyhedsbrev. Begyndte at kede mig ved at opsætte konkurrencerne, og var også lidt træt af få min indbakke fyldt med mail fra konkurrencedeltgerne (selv om jeg oprettede en særlig mappe hertil). Der skulle altid sendes en mail til mig, hvis man ønskede at deltage i konkurrencen.
Droppede derfor konkurrencer et par uger (plejer at have 1-2 ugentlig konkurrencer pr. uge – som også kun kører en uge).
Det var ikke populært! Fik pludselig en del henvendelser fra læserne om, hvorfor jeg ikke kørte konkurrencer mere. Okay?! De konkurrencer var åbenbart mere populære end jeg lige antog.
Konkurrencerne skulle derfor tilbage, men jeg besluttede, at de kun skulle genopstå, hvis de tog ny form. De mange mail, som jeg modtog fra konkurrencedeltagere, indeholdte ofte søde, sjove og idérige kommentarer og tips. Kun til nytte for mig – for det er kun mig, der har fornøjelsen af min indbakke. Og indhold har som bekendt ingen værdi for bloggen, når det ligger i ens indbakke.
Åbne konkurrencer, kommentarer og indhold
I dag kan man kun deltage i konkurrencerne på BabyBusiness.dk ved at skrive en kommentar. Deltagerne er synlige for alle og det samme er deres kommentar. Det kommentarfelt kan bruges på 1000 måder! Kommentarfeltet er altid populær læsning på diverse blogs. Bloglæsere (inkl. mig selv) ELSKER at læse, hvad andre bloglæsere mener og tænker om stort og småt.
Konkurrencedeltagerne skaber nu læseværdigt indhold for alle læsere. Og ikke mindst skaber kommentarfeltet indhold, som jeg ikke skal bruge ét sekund på at generere. Endelig bliver tyngden af min inbox minimeret. Ene af fordele!
Se eksempler på konkurrencer med gode kommentarer fra BabyBusiness læsere:
Giv dit motionstip – og vind en pusletaske
Skriv en kommentar om baby og søvn – og vind et Sleep Sheep
Fantastisk med indholdsrige konkurrencer!
Første medarbejder i BlogBusiness ApS
Så blev det d. 1. december 2009, og det er på mange måder en herlig dato. Lige nu glæder jeg mig mest over, at det er i dag, min første medarbejder i BlogBusiness ApS starter. En projektleder. Det bliver SÅ spændende!
Da jeg d. 1. september 2009 fejrede mit 1 års jubilæum som selvstændig – og som professionel blogger – besluttede jeg, at jeg ikke skulle, kunne eller ville fortsætte alene. Det går absolut fint med at være selvstændig, min egen chef og alt det der… Har også masser af gode sparringspartnere. Men er ved at drukne i arbejde. Jeg mangler en, der kan rykke på planlægning- og produktionsfronten! En skarp strukturfascist (modsat mig…) ville gøre underværker for min forretning og min egen produktion. Jeg har fundet sådan en medarbejder, og mine forventninger til hendes start er skyhøje.
En to mange
Nu går BlogBusines fra en til to. Så nu er jeg chef. Har en medarbejder. Lidt sjovt at smage på… Men jeg tror, at jeg rigtig hurtig kan vænne mig til den konstellation og forhåbentlig bliver vi på sigt mange flere i BlogBusiness ApS. Sagen er nemlig den, at jeg mangler mange forskellige profiler, men nu starter jeg et sted. Ansætter én. En der kan skabe god ro og orden i “bagbutikken”, så det bliver forhåbentlig til flere i løbet af det nye år (2010).
More to come…
Read More



