Hvis bare alt var gratis…

Posted on jun 10, 2009 | Kommentarer lukket til Hvis bare alt var gratis…

Sikke et nemt liv, hvis alt var gratis. Hvis ikke der skulle købes, for penge, mad hver dag, hvis ikke en sulten bank skulle fodres, med penge, hvis og hvis og hvis…

Men sådan er livet bare ikke. Beklager folkens.

Og dog; jeg gør i det små mit yderste for, at noget i livet er gratis! Det er, og skal gerne fortsat være, gratis at læse med på BabyBusiness.dk og JuniorBusiness.dk – og hvad jeg eller måtte starte af blogs fremadrettet. Er det ikke det, vi har vænnet os til? At alt på nettet er gratis. Det er vanskeligt pludselig at indføre brugerbetaling. Øv at skulle betale for en vare, som man hidtil har fået gratis. Men noget skal jeg – og andre leve af.

Irriterende reklamer og pop ups
Jeg vil lyve, hvis jeg benægtede, at reklamer og pop ups kan være irriterende, men de er nu engang et nødvendigt onde for gratis sites.

De sidste par uger har der i den danske internetbranche været en del ballade omkring hjælpeorganisationer, der modtager økonomisk støtte via Aid Online , der erstatter de generelle annoncer på kommercielle sites. Det giver absolut ingen indtjening til de sites, der anvender aid online bannere. Men penge til Aid Online og de velgørende organisaitoner. Derfor selvfølgelig balladen.

Blokering af annoncer
En ting er, at velgørende bannere tager pladsen for de bannere, der generer indtjening (til indehaveren af sitet). Men der er også en anden skurk i kulissen. Nemlig software, der kan gå ind og blokere for de annoncer, som det enkelte site måtte have. Det gavner igen den annonce-irriteret læser – men sitet mister annoncører – dvs. indtjening. Og må slutte dreje nøglen om.

Har netop læst på bloggen Bogprojekt om digital kommunikation:

at, Berlingske varsler krig mod et lille stykke software, som brugere af Firefox-browseren kan installere. Som navnet tydelig tilkendegiver, så kan AdBlock blokere for annoncer, så du som læser kan fjerne ”irritationsmomenter”, hvis du ønsker.

Nyhedssitesne har i denne omgang valgt at gå efter brugerne og ikke leverandørerne af tjenesten. Som Peter Nørregaard skriver på sin blog på branchesitet Version2, får man nu følgende besked, hvis man logger på med sin Adblocker installeret.

Kære bruger

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.berlingske.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidende

Meget spændende at følge den udvikling!

Uforstående læser
I går fik jeg en irriteret kommentar fra en læser, som syntes, at min “Tilmeld dig mit nyhedsbrev” på BabyBusiness.dk er møgirriterinde. Hun skriver – jeg antager, at det er en hun:

den lille feature med at “blokere” siden indtil man svarer på om man vil tilmeldes nyhedsbrevet er SÅ irriterende!! I har en super site, men jeg gider ikke rigtigt besøge den mere pga af dette konstante “tilbud”

Kan i ikke fjerne “tvangselementet” og bare tilbyde nyhedsbrevet på normal vis? Det virker osse bare for desperat at det popper op konstant.

Hvortil jeg svarer:

Hej K

Tak for din kommentar. Jeg forstår din irritation.

Jeg er som sådan heller ikke tilhænger af pop-ups, men da jeg har valgt at gøre min hobby til min levevej (forhåbentlig til fornøjelse for mange), så er det ikke uvæsentligt, hvor mange læsere/modtagere af mit nyhedsbrev, som jeg har.

Jeg VIL have, at det er gratis at læse al indhold på denne blog. Det kræver IKKE et betalt medlemskab at læse rundt i alle kroge af BabyBusiness.dk. Men noget skal jeg leve af! Desværre. Derfor er min indtjening afhængig af annoncører på bloggen – og de ønsker selvsagt at få deres annoncer eksponeret for så mange som muligt.

Jeg har naturligvis testet effekten af pop-up vinduet. Der er tre gange så mange, der tilmelder sig mit nyhedsbrev, når pop up vinduet dukker op. Det afgjorde mit valg.

Håber du, og andre, der synes, at vinduet er irriterende, kan leve med hurtigt at klikke på krydset, så vinduet forsvinder! :-) Og tilmelder man sig nyhedsbrevet, så forsvinder vinduet for altid (fra den specifikke computer, som man tilmelder sig fra).

Mange hilsner

Anette

Det er naturligvis ærgerligt at irritere en læser, som ellers er glad for ens blog. Men jeg kan desværre ikke andet i dette tilfælde…

For spinkel forretningsmodel?
Er vi i online branchen afhængig af en alt for spinkel forretningsmodel? Indtjening på annoncer er utrolig sårbar, men hvad skal vi ellers finde på, når sitet skal være gratis? Hmmm… tænke tænke! Der må findes en vej til mere robust indtjening. Jeg søger efter den vej! Eller anlægger den selv.